Praktiske oplysninger om ophold i huset

Parkering

Parkering sker foran garagen – eller inde i selve garagen, såfremt I foretrækker dette. Såfremt I får gæster, og der ikke er plads foran garagen, kan gæsterne parkere på den sydlige del af grunden (ved vejen ind til nr. 10 og 12).

Nøgler

I får udleveret/sendt nøgler inden I tager på ferie. Ring til os, så finder vi en løsning. På samme måde bedes nøgler afleveret til os efter jeres ophold.

Skulle I glemme nøgler til huset er der en livlinje: Turistkontoret på Havvej har et sæt nøgler liggende! De vil dog nok ringe til os og få bekræftet, at de må udlevere nøglerne.

Nøglerne består af særskilt nøgle til huset – og en tilsvarende til garagen. Nøgle til postkassen ligger i huset – enten på hylde ved hoveddøren eller i den lille skuffe i det lille gråblå skab i stuen ved køkkenet.

El-tavle

El-tavlen hænger i entreen lige inden for hoveddøren. Ved ankomst er gruppen “VP” tilsluttet – og det skal den altid være, også når i forlader huset igen! Den styrer vores router og dermed vores mulighed for at korrespondere med vores varmepumpe hjemmefra.

Øvrige grupper aktiveres ved ankomst ved at skubbe afbryderne op – og slukkes ved hjemrejse ved at skubbe afbryderne ned.

Vandvarmer

Vandvarmeren findes i badeværelset over toilettet. Ved ankomst står regulator på “min” – og I skal skrue regulatoren “i urets retning” op i nærheden men ikke over “max”! Så har i masser af varmt vand hele tiden. Ved afrejse skrue regulatoren “mod urets retning” tilbage til “min”.

Køleskab

Køleskab i køkkenet er slukket, når I ankommer, og skal afleveres på samme måde ved afrejse. Regulatoren finder I inde i selve skabet, og skabet slukkes, når den drejes til 0. Fryseren har ikke særskilt regulator og tændes automatisk, når køleskab aktiveres.

Emhætte

Emhætten skal være trukket ud for at være aktiv. Træk med to hænder den flade del af emhætten ud og reguler styrke og lys på regulatorerne inderst oppe under emhætten. Skubbes emhætten ind igen, slukker den automatisk – og fortsætter drift, når I trækker ud igen.

Fibernet

Huset er udstyret med fibernet. Når i søger efter forbindelse skal I lede efter “Havbjerge8” og vælge denne. Brugernavn og adgangskode er begge “Havbjerge8” – lettere kan det ikke være.

TV

Husets TV er et “smart-TV” og er udstyret med en Crome-cast, så I kan streame op på skærmen fra jeres egne enheder. TV’et har egen ekstern antenne og parabol og styres via fjernstyringen, der ligger ved TV’et.

Af danske stationer kan kun ses DR-stationer, og disse ligger på fjernstyringen mellem kanal 1 og 10. Herudover kan ses en masse udenlandske – primært tyske – kanaler, hvis dette har interesse. Den tyske udgave af Euro Sport ligger et eller andet sted med et højst kanaltal og kan være til glæde for cykelfan og andre sportsinteresserede.

Musikanlæg

I huset findes et musikanlæg med CD-afspiller samt pladespiller. I er velkomne til at finde musik efter jeres smag og spille på livet løst. Pladespilleren er tilsluttet systemets “aux-indgang”.

Radiodelen er aktiv via en stueantenne. Antennen kan med fordel flyttes lidt rundt i bestræbelserne på at få et godt signal.

Er spisebordet for lille?

Savner i ekstra plads på spisebordet kan dette forlænges med en tillægsplade. Pladen ligger under sengen til venstre i det sydlige soveværelse på 1. sal. Venligst returner hertil, såfremt I anvender den.

Brændeovn

Fyr kun med rent og tørt træ i brandeovnen – og undgå venligst at “voldbrande” inde i ovnen. Hvis I er heldige, finder I lidt opfyringsbrænde i det lille rum under ovnen og lidt tændblokke ved ovnen – alternativt må I købe/sanke. I garagen er opstablet noget brænde, og det er I velkommen til at anvende.

Ved afrejse tømmes ovnen for aske (læg det gerne i den store zink-spand under halvtaget) og glasset renses (aske på en fugtig avis er et godt gammelt rengøringsmiddel til brandglas)

Havemøbler

Der findes masser af havemøbler på grunden, og disse kan I flytte rundt på efter behov, sol og vind.

På terrassen ved stuen står fast et havesæt med 5 stole og et rundt bord. Flytter I dette sæt, bedes I ved afrejse sætte det på terrassen igen. Husets to bænke står fast på vestsiden samt i gården ved garagen, og efterlades her ved afrejse. Øvrige havemøbler finder I enten under halvtaget eller i garagen. Brug dem hvor l lyster – men stil dem under halvtaget eller i garagen ved afrejse.

Sidde-puder til havemøblerne ligger under sengen til højre i det sydvendte soveværelse på 1. sal.

Vaskemaskine

I badeværelset findes en vaskemaskine. Sæbepulver samt brugsanvisning findes i den midterste nederste skuffe under vasken. Vasketøj kan tørres på det faste tørrestativ i gården – eller på det lille mobile tørrestativ, som I sikkert kan finde i garagen/under halvtaget. Der er masser af klemmer i det høje skab til højre i entreen.

Rengøringsmidler

Der findes et bredt udvalg af rengøringsmidler i den midterste nederste skuffe på badeværelset. Brug dem efter behov – og fyld op, hvis I tømmer noget. Støvsuger, gulvklude og gulvbørste findes i det høje skab til venstre i entreen.

Sengetøj mm

I skal selv medbringe sengetøj, håndklæder, viskestykker og evt. karklude – resten findes i huset. Der er 5-6 sæt dyner/puder i huset, som I må fordele efter eget ønske, ligesom der findes flere plaider/tæpper til en kølig aften.

Madvarer

Vi bruger selv huset flittigt og efterlader som regel “ikke fordærvelige” madvarer i skuffer og skabe. Derfor finder I ved ankomst sikkert et pænt udvalg af krydderier, sukker, mel, lidt konserves, ris, pasta og lignende. Brug af det efter behov – og fyld evt. op, hvis I tømmer poser mm.

Bøger & Spil

I det høje skab til højre i entreen findes et par hylder med lidt bøger og lidt spil, som I er velkomne til at benytte. Tilsvarende findes der i reolen ved musikanlæg en del liotteratur – primært omkring Vestjylland og vores nabolag. På 1. sal i den lille reol på gulvet findes lidt ringbind med turistbrochurer, som kan give inspiration til mange oplevelser.

Rengøring ved afrejse

Hovedregler er, at I skal efterlade huset i samme stand, som I modtog det. Køkken og badeværelse skal rengøres; køleskab tømmes og rengøres; trægulve vaskes om nødvendigt med hvidpigmenteret gulvsæbe og stengulve i brun sæbe (begge sæber findes i midterste nederste skuffe i badeværelset); vinduer pudses om nødvendigt i lunkent vand tilsat lidt eddike (midterste nederste skuffe!); dyner og puder rystes/luftes og 1. sal støvsuges/aftørres med Ajax-vand (midterste nederste skuffe).

Vil I betale ved fra en slutrengøring, så prøv og hør på turistkontoret på Havvej, om de kan hjælpe jer. Har de ledig kapacitet af rengøringsfolk, plejer de af være imødekommende. Men opsøg dem i starten af ugen, så er sandsynligheden for hjælp størst!